På krisecenter

6. februar 2021 By Eskild Strudsberg

På krisecenter

Jeg har været ude at gå en lang tur, sammen med en veninde. Fordi vi ikke kan gå på café og sludre dér, besluttede vi os for at tage en god flaske vin og to glas med. Vi satte os på en bænk et sted, hvor der er en dejlig udsigt ned over søen. Vi åbnede flasken, og efter det første glas var der god gang i snakketøjet. Jeg fortalte om min bror, som endelig har fundet et dejligt sted at bo efter at have ledt i mere end 6 måneder. Hun fortalte mig om sit nyfødte barnebarn og om hvor meget hun glæder sig over familieudvidelsen.

Lykke og fryd

Vi snakkede om vores jobs. Jeg fortalte, at jeg er glad for mit, og at det kører stabilt, også selvom jeg arbejder hjemmefra. Min fordel er, at jeg gerne må afbryde det, når jeg vil, bare jeg når det, jeg har lovet. Hun er sygeplejerske og fortalte mig en grusom historie om en kvinde, de havde fået ind på skadestuen den forrige nat. Kvinden var blevet skubbet ned af en trappe i sin bolig og havde nogle grimme brud på armene. Hun havde også nogle mærker fra slag på kroppen. Min veninde fortalte, at hun kunne se, at mærkerne på kvindens krop ikke var nye. Hun talte om vold imod patienten, de havde fået.

Vold i de små hjem

Min veninde blev meget harmfuld og begyndte at sige, at det er simpelthen for dårligt, at vi ikke taler mere om vold i hjemmet. Sådan offentligt. Jeg kan kun give hende ret. Ikke at jeg synes, at det er et behageligt emne at tale om. Det er det ikke. Men vold i hjemmet er en del af virkeligheden. Og det er ikke kun kvinder, der bliver udsat for vold. Mange børn bliver også udsat for vold. Vi får det sjældent at vide. Sommetider opdager vi det ved et tilfælde. Sommetider kan vi høre det, fordi det er naboens eller overboens barn, det går ud over.

Krisecenter i Nordsjælland

Min veninde er et meget følsomt menneske. Hun har haft arbejde på et krisecenter i Nordsjælland for kvinder, hvor hendes smukke øjne har set lidt af hvert. Hun taler meget ofte om det. Det har sat nogle tanker i gang hos hende. Hun synes, at det rent ud sagt er for dårligt, at mange af de krisecentre, vi har her i landet, er nødt til at kunne stole på frivilligt arbejde. Mange har simpelthen ikke de økonomiske midler, der skal til for at ansætte mennesker, der har de rigtige kvalifikationer, som der skal til for at hjælpe voldsramte kvinder og børn videre i deres liv.

Jeg har sådan set aldrig tænkt over det, men jeg kan godt forstå, at hun har ret. Frivilligt arbejde er frivilligt. Det er ulønnet. Det betyder, at man, som frivillig kan sige fra når som helst. Måske hvis der sker et eller andet. Måske bliver man nødt til ikke at møde ind en enkelt dag. Og hvad gør man så på krisecenteret, hvis nu der er akut brug for en psykolog? Det hænder jo.

COMMENTS

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *