Spirituelle malerier

29. marts 2020 By Eskild Strudsberg

Spirituelle malerier

Når talen kommer på spirituelle malerier, så opfattes det lidt en bismag af kitsch. Smukke pastelfarver og yndige engle. Malerier blottet for kant og kontraster. Derfor var det også noget af en overvindelse at betegne nogle af mine egne malerier som spirituelle.

Men rent faktisk kan der være masser af saft og kraft i et spirituelt maleri. Det fandt jeg ud af, da jeg havde malet en masse malerier uden den fjerneste intention om, at de skulle være spirituelle. Så kom der pludselig nogle tilbagemeldinger, som var nærmest overnaturlige.

Lindring i kunst

En døende kvinde, der tilbragte sine sidste nætter i stuen, fordi et maleri gav hende lindring. Healere og behandlere, som mærkede en ekstra energi fra et maleri i deres behandlinger. Et trafikoffer med kroniske smerter, der fandt lindring i nogle malerier. Mennesker ramt af sorg, der oplevede trøst gennem malerier og meget andet af lignende oplevelser.

Det er sådan nogle historier, man med begge ben på jorden kan finde lidt opstyltede. Og alligevel var det tilbagemeldinger, jeg fik gang på gang. Og oplevelsen er reel nok hos de pågældende mennesker.

Derfor begyndte jeg så småt at revurdere mit syn på spirituelle malerier. Også fordi der i selve maleprocessen sker ting, som jeg ikke kan forklare rationelt. Bl.a. sådan noget med at jeg fanger noget i et bestillingsmaleri, som er meget personligt for den, der har bestilt maleriet. Vel at mærke noget, jeg ikke havde nogen anelse om.

Guddommelig inspiration

Men ok – det siges også, at kunstnere i tidligere tider fik inspiration fra det guddommelige, så hvorfor skulle det ikke også være tilfældet stadig væk.

Selv oplever jeg nok mest den kraftfulde spirituelle kraft, når jeg maler vilde dyr. Allerede når jeg har lavet en ansats til øjnene, begynder de at kigge på mig. Det er som om, det ikke er mig, der bestemmer det udtryk, de får, men der er et krav om at kalde dem frem fra lærredet og få dem til at leve. Mange af de dyr, jeg har malet, har fået et intenst blik, der konstant kigger lige på dig. Ind imellem føles det næsten som om, det ikke er mig, der har malet dem.

Det var oplevelsen af spirituelle malerier fra kunstnerens synspunkt. For beskuerens vedkommende kommer det til udtryk ved at maleriet kalder på opmærksomheden og kan have en kraftig næsten hypnotisk indvirkning.

Engang stod jeg i mit atelier og talte med en kvinde, og jeg fornemmede, at hun blev mere og mere fraværende. Så vendte hun sig rundt og stirrede på et halvfærdigt maleri på staffeliet, som hun ellers havde stået med ryggen til. Det, der havde distraheret hende, var en kraftig appel om at vende sig om. Og da hun så maleriet, følte hun sin nyligt afdøde mand så nærværende, som han havde stået ved siden af os. Så får man lidt gåsehud i nakken og bliver på en mærkelig måde meget ydmyg.

Alt det her er der sikkert mange rationelle mennesker, der kan affærdige som det rene nonsens, indbildning og overtro. Måske er det også det – og måske ikke. Oplevelsen for de pågældende mennesker er reel nok, og det er helt sikkert, at malerierne kan et eller andet.

COMMENTS

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *