13. september 2018 By Admin
Sådan handler du sikkert på nettet
Vi danskere er vilde med at handle på internettet. Det er så nemt, at det kan gøre direkte fra sofaen. Man skal dog passe på! Der sidder altid svindlere klar på den anden side af skærmen til at snyde dem, der falder for deres tricks. Vi vil nedenfor guide dig til at handle sikkert på nettet.
Når man handler online indenfor EU, er man rigtig godt stillet i forhold til fortrydelsesret og muligheder for tilbagebetaling. Som online forbruger i EU er man faktisk bedre stillet end som forbruger i fysiske butikker.
Først og fremmest er det vigtigt at tjekke webshoppen. Der er et par grundlæggende ting, man skal tjekke, inden man handler hos en webshop:
- Kontaktoplysninger: Her skal fremgå webshoppens navn, e-mail adresse, telefonnummer og virksomhedens fysiske postadresse.
- CVR-nummer: CVR-nummeret er virksomhedens identifikationsnummer, som skal fremgå på hjemmesiden. For en dansk hjemmeside er nummeret et 8-cifret tal.
- E-mærke: Danske webshops, der er e-mærket, har forpligtet sig til at overholde lovgivningen samt e-mærkets retningslinjer. E-mærke ordningen skal sikre forbrugerne en sikker handel på nettet.
- Handelsbetingelser: Det er altid vigtigt at læse virksomhedens handelsbetingelser grundigt igennem, inden du handler på webshoppen.
Dernæst er det vigtigt, at du betaler sikkert:
- Betal ALTID med betalingskort eller MobilePay. Hvis du bliver snydt, kan banken nemlig overføre pengene tilbage til dig.
- Betal IKKE via kontooverførsel. Gør du dette, kan banken nemlig ikke hjælpe dig, hvis du bliver snydt.
- Når du handler med fortrolige oplysninger som kortnummer, er det vigtigt at du sikre dig, at siden er krypteret – der skal være en lille hængelås foran adressen på hjemmesiden. På denne måde ved du, at forbindelsen er sikker.
- Når din ordre er kørt igennem, er det vigtigt, at du enten tager et screenshot af bekræftelsessiden eller gemmer ordrebekræftelsen.
- Tjek altid at det er det korrekte beløb, der bliver trukket fra din konto. Er beløbet ikke et, du har godkendt, skal du klage skriftligt til virksomheden. Accepterer virksomheden ikke din klage kan banken hjælpe dig og overfører dine penge tilbage, såfremt du har benyttet betalingskort eller MobilePay.
Brug ALTID din sunde fornuft:
- Tjek altid anmeldelserne for hjemmesiden. Anmelderne på for eksempel TrustPilot kan give en god ide om, hvordan andre har oplevet virksomheden. Men husk at de skal tages med et gran salt.
- Læs teksterne på hjemmesiden. Er der mange stavefejl samt usammenhængende sætninger, kan det tyde på, at hjemmesiden er oversat med Google Translate eller lignende. Dette kan tyde på, at webshoppen ikke er sikker.
- Tjek ligeledes priserne. Er priserne skæve, kan det være tegn på, at de er oversat via en maskine.
- Brug generelt din sunde fornuft. Ser noget mystisk ud, skal du tjekke hjemmesiden ekstra godt efter inden du handler hos virksomheden.
Derudover kan det også være en god ide og undersøge om webshoppen er e-mærket. Når butikken er e-mærket er du blandt andet dækket økonomisk og sikret med op til 10.000 kroner i op til 2 år og du kan være sikker på at shoppen lever op til flere krav og løbende bliver kontrolleret.
COMMENTS